Center for Arbejdsrehabilitering i Frederiksberg Arbejdsmarkedsafdeling har samarbejdet med Væksthusets Kompetencecenter om en temadag.
Centerleder Martin Nobæk Sehested fortæller her om udbyttet
“Vi er blevet klogere på, hvordan vi møder borgerne og hvordan vi taler om og arbejder med at bevare en realistisk tro på deres jobchance. Vi har fået et fælles sprog på tværs af centret og har lige siden temadagen arbejdet med emnet meget konkret. VI har fået en rød tråd med os – vi ved, hvordan vi skal tale om emnet, og hvordan vi kan skærpe vores faglighed på emnet løbende”, siger Martin Nobæk Sehested.
Behov for at skærpe fagligheden
“Det at bevare troen på borgernes jobchance fylder generelt meget i vores daglige arbejde. Vi har mange borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet og som har komplekse udfordringer. Derfor havde vi behov for at arbejde med emnet på tværs af vores center. Finde ud af, hvordan vi kunne skærpe dén faglighed. Det blev til en temadag, som både Væksthusets Forskningscenter og Væksthusets Kompetencecenter faciliterede.”
Skræddersyet til os
“Der var lagt en del forarbejde i at tilrettelægge temadagen, så den ramte vores behov. Jeg blev interviewet en time i telefonen og fik derefter et målrettet oplæg. Det var virkelig godt ramt og meget professionelt.”
Gode undervisere
“Dagen var levende og inddragende. Det virkede rigtig godt, at der blev vekslet mellem forskning og praksis. Det var virkelig fagfolk, der vidste, hvad de talte om, og det virkede rigtig godt, at de havde et konkret kendskab til praksis, fordi de selv havde været der og stadig har tæt kontakt til praksisfeltet. Det hele var meget veltilrettelagt fra start til slut, selvom det egentlig bare var en temadag. Det var imponerende, at et så komplekst emne, kunne formidles og gøres så konkret og enkelt i forhold til vores daglige praksis.
Der var mange medarbejdere, der efterfølgende udtrykte, at det var det bedste seminarindhold. Fordi det kunne bruges af alle og var så praksisnært. Vi har helt sikkert lyst til at fortsætte samarbejdet udover temadagen”, slutter Martin Nobæk Sehested.